21. november 2021

147: Paradoksal Instagram-funktion er i test – og tre andre SoMe-nyheder

insta funktion

Ønsker du i stedet at lytte, kan du få serveret nyhederne i podcast-udgaven. Lyt på Spotify her. Apple podcast her. Google podcast her.

Paradoksal Instagram-funktion er i test

Rigtig mange kender sikkert det med at sidde og scrolle på sociale medier uden egentlig at vide, hvad man leder efter. Pludselig har man brugt 30 minutter af sin tid uden at foretage sig noget produktivt. Instagram tester nu funktionen “Tag en pause”.

  • Hvis du slår funktionen til, vil du få en besked om at tage en pause fra appen efter et specifikt tidsforbrug, som du selv vælger. Eksempelvis 10, 20 eller 30 minutter.
  • Ifølge chefen hos Instagram, Adam Mosseri, er funktionen en del af en større indsats for at prøve at give folk mere kontrol over deres oplevelse på Instagram. Han siger blandt andet: “I sidste ende ved du, hvad der er bedst for dig, når det kommer til, hvordan du bruger appen. Vi vil sikre os, at vi giver dig værktøjer til at forme Instagram til det, der fungerer for dig.”
  • Ifølge The Verge er der sandsynlighed for at den nye funktion allerede udrulles til alle brugere i december. 

LINK: https://www.theverge.com/2021/11/10/22774827/instagram-take-a-break-feature-test-meta-facebook

 YouTube vil skjule “dislikes”

YouTube vil I fremtiden skjule, hvor mange “dislikes” en given video har fået.

  • Man kan stadig godt trykke på tomlen nedad, men antallet af dislikes vil ikke blive vist til andre brugere.
  • Derudover skal man som kreatør selv gå aktivt ind og opsøge antallet af dislikes, hvis du vil se antallet.
  • Til DR oplyser Jesper Vangkilde, kommunikationschef hos Google Danmark, der ejer YouTube: “Desværre oplever vi, at offentlig visning af dislikes kan føre til misbrug som for eksempel trolling, chikane og mobning. Derfor tager vi nu konsekvensen og lukker ned for den offentlige visning, så det ikke på samme måde kan være et negativt redskab.”

LINK: https://www.dr.dk/nyheder/indland/youtube-vil-skjule-antallet-af-negative-tilkendegivelser-de-kan-foere-til-misbrug

LINK: https://blog.youtube/news-and-events/update-to-youtube/

TikTok lancerer “Creative Exchange”

TikTok arbejder på at facilitere flere samarbejder mellem brands og kreatører. Nu lanceres platformen ‘Creative Exchange’.

  • På platformen bliver det muligt for brands at pitche kampagnebriefs, som kreatører derefter kan reagere på, og i sidste ende skal det gerne føre til flere sponsor-aftaler.
  • TikTok har i forvejen “Creator Marketplace”, men ifølge TikTok skulle “Creative Exchange” være designet til at gøre det endnu nemmere for brands og skabere at teame op. Blandt andet fordi brands på forhånd uploader en meget specifik opgavebeskrivelse, som kreatørerne på forhånd kan se.

LINK: https://www.tiktok.com/business/en-US/blog/tiktok-creative-exchange-production-made-simple

LINK: https://www.socialmediatoday.com/news/tiktok-launches-creative-exchange-platform-to-connect-brands-with-top-cre/609922/

Facebook fjerner annonce-muligheder

Den 19. januar fjerner Facebook en række annonce-målretnings-muligheder.

  • Det vil i fremtiden ikke være muligt at målrette mod brugere baseret på potentielt “følsomme” emner som sundhed, seksuel orientering eller religiøs og politisk overbevisning. 
  • Nogle af de interessekategorier der forsvinder er eksempelvis: “Lungekræft”, ”LGBT-kultur” og “Den jødiske kalender”.
  • Fra Meta lyder det i et blogindlæg: ”Beslutningen om at fjerne målretningsmulighederne var ikke let, og vi ved, at denne ændring kan påvirke nogle virksomheder og organisationer negativt.”
    Meta uddyber, at beslutningen blev taget efter input og anbefalinger fra blandt andet borgerrettighedseksperter og politiske beslutningstagere.

LINK: https://techcrunch.com/2021/11/09/facebook-will-no-longer-allow-advertisers-to-target-political-beliefs-religion-sexual-orientation/