6. april 2020

Hvad er søgeord?

Søgeord – hvad er det?

Søgeord er det ord, som man gerne vil findes på. Det kan for eksempel være ‘hundefoder’, hvis man sælger hundefoder. Søgeord kaldes også for ‘keyword’, som er den engelske betegnelse.

Søgeordsanalyse

Der findes en række søgeordsværktøjer, som kan hjælpe med at finde relevante søgeord for ens virksomhed og pågældende produkter. Man kan med fordel også undersøge, hvilke søgeord som konkurrenterne rangerer højt på.

Man kan ikke bare købe sig til en højere rangering, for der er flere faktorer end budprisen, som spiller ind. Google ønsker at søgeresultaterne er relevante for lige netop den pågældende søgning, hvorfor man ikke bare kan købe sig til irrelevante placeringer.

Selvom man ønsker at annoncere gennem Google Ads, skal man også fokusere på søgemaskineoptimering for at vise Google, at ens side har relevans for søgningen. Dermed har man både større chance for at blive rangeret højere i de organiske tekstresultater, men også at ligge øverst i Google Ads.

Quality Score

Google benytter et parameter, som kaldes Quality Score til at vurdere, hvordan annoncer skal rangeres ud fra kvalitet og hvor meget man betaler per klik. Derfor kan man godt betale en lavere klikpris end andre, men fortsat være den højst rangerede, hvis man har haft fokus på søgemaskineoptimering.

Når man skal optimere sine sider, bør man have i tankerne, at ét søgeord per side giver de bedste resultater. Hvis man forsøger at optimere en side til to søgeord, risikerer man ikke at gøre siden præcis for hverken det ene eller andet søgeord.

Der er dog tilfælde, hvor man ikke skal have en side for hvert søgeord – og det er, når det kommer til varianter af søgeordet. Google kan godt se, at et ord med og uden bindestreg betyder det samme; dette gælder også med og uden mellemrum mellem sammensatte navneord, ental/flertal, og lignende tilfælde.

Søgeord i søgetermen

‘Søgeterm’ er begrebet for hele søgningen, hvoraf ‘søgeord’ er begrebet for det ord/de ord, som man ønsker at rangere højt på. For eksempel kan en søgeterm være “hvid kjole”. Har man en forretning, der sælger kjoler, kunne det tænkes, at man ønsker at rangere på søgeordet “kjole” og derfor kan blive vist i den pågældende søgning.

Et eksempel på mulighederne med Google Ads kan også være, at en tøjforretning ønsker at rangere på “kjole”, men ikke “hvid kjole”, da forretningen ikke har hvide kjoler. I sådanne tilfælde kan man arbejde med negative søgeord og negativt match. Dermed undgår man at betale for visninger for personer, som søger noget, man ikke sælger.

Ram de rigtige brugere

Google Ads bringer muligheden for at finpudse, hvilke søgninger man ønsker at rangere på. Det kan være alt fra den eksakte søgning til vilkårlig rækkefølge af ordene i søgningen. Det kan være enkelte ord til hele sætninger. Des mere specifik søgningen er, jo længere er brugeren i købsprocessen.

Det kan godt være, at man rammer færre brugere med sin annoncering jo længere den bliver, men derimod opnår man større chance for at ramme de rigtige brugere – nemlig dem der ved, hvad de gerne vil have og derfor er klar til at købe.

Digital markedsføring bringer målbare resultater, så man hurtigt kan se, hvilke annoncer som fungerer – og hvilke der ikke gør. Derfor har man hele tiden muligheden for at følge med i effekten af sin annoncering, så man hele tiden kan justere for det bedre.