17. januar 2023

Bliver Content Creators i virkeligheden brugt 50% forkert?

Kender du en content creator, så spørg lige, om høn vil give sit syn på den her. Jeg bliver hurtigt i tvivl.

Men mærker også, at jeg er lidt overbevist.

Med andre ord. Jeg er splittet. 🤷🏻‍♂️

Jeg betegner mig selv som kreativ.
Jeg er samtidig 10 ud af 10 dage en igangsætter.
Jeg laver content – så jeg er derfor at betragte som en creator.

De menneskelige karaktertræk, jeg er blevet rakt, i livets store kortspil, leder til en overdreven mængde idéer. Når kreativiteten er på fuld blus, så føles mit kranie, som når posen med popcorn folder sig ud i mikroovnen.

Og det kan være hårdt.

Samtidig med at besidde hittepåsomheden – så er jeg på aftenholdet. Der findes jo, som du måske ved, to grupperinger, hvad angår døgnets rytmer.

Der findes dem, der er på Hold B. Det er os der er bedst i timerne mellem 23 og 02. Og så findes der psykopater. Det er dem, der kan åbne deres iPhone med ansigtsgenkendelse om morgenen.

Allerede før klokken bliver 9(!)

Det betyder, at jeg ofte mangler søvn, hvis jeg har brændt midnattens olie på content creation, og det betyder, at vækkeuret ringer til en bunke af ufærdige kreationer.

Halve blogindlæg, artikler og nyhedsbreve.

En optaget video i halvlangt format, hvor idéen var at finpudse den med musik, overgange og jumpcuts.

Dertil også versionere den lange til YT, og en kort til Reel – for ikke at tale om, at der var mindst 3 idéer til at få den lagt over på en trend fra TikTokkeren, og dermed tusindtals af STENsikkert FYP-reach.

Men… altså intet af det afsluttet. Alt sammen startet op. Så her viser de næsten ubærlige realiteter sig: Jeg mangler aaaalt for ofte en afslutter.

Især når jeg er træt.

I’m not a #€%&%€ finisher(!) – I am a creator

Jeg trøster mig med, at det er en forbandelse, der følger med kreativiteten. Når nu jeg er kreatør med tyk streg under det kreative, kan jeg ikke samtidig være lige så stærk på at afslutte mine (mange) idéer..

Har andre kreatører det ligesom jeg har det?
Betyder det så, at vi mangler en jobtitel?
Findes der Content Finishers?

Jeg har googlet, og det ser ikke sådan ud.

Det undrer mig, at præcis den måde at formulere en titel ikke dukker op, når nu vi bor i så stor en verden, og nu hvor content creation begynder at være et fagområde, der kan prale af en egentlig historik på adskillige år. Tilbage fra bloggerne sent i 00’erne, og henover mellemlandingen “Influencere”, der i høj høj grad nu betegnes som creators. Og alle os i virksomhederne og på bureauerne, der har det som rigtig voksentitel i jobbets opgavebeskrivelse.

Er du content creator, og kan du genkende det her fænomen fra dig selv?

Hvis ja, burde vi så ikke lave fælles front, og starte en bevægelse for flere “content finishers” til at hjælpe os?… 

Jeg ved godt, at de på sin vis findes derude. Men de findes som korrekturlæsere, videoproducere, grafikere og deslige. Men måske var det nemmere at forstå deres faglige spektrum, og SAMTIDIG lettere at forstå, at der skal to til en effektiv tango.

En creator + en finisher

Hvad siger du?

Er vi én for lidt til den her opgave – eller er du typen, der mestrer både/og?

(Du kan sende mig dit svar på [email protected], så tager vi den op i podcasten Alt Om Sociale Medier)