25. august 2019

Copywriting: Placér din pris ved siden af en elefant

Du kommer ikke uden om det. Prisen skal nævnes, når du vil sælge dit produkt eller din ydelse. Det her indlæg vil tage dig cirka 120 sekunder at læse – 160 hvis du er den grundige type.
Det kan lyde som mange sekunder, men 120 sekunder er intet imod de 2-3 timer en typisk dansker spilder på de sociale medier i løbet af en arbejdsuge… i arbejdstiden(!)
Here goes.
Iværksættere er sjældent tekstforfattere
Det er min opfattelse, at en del iværksættere vægrer sig lidt, når de i deres tekstforfatteri skal skrive prisen ind i salgsteksten. Det kan både være på landingpages, der beskriver en ydelse, på produktsider i shops, eller sågar i annoncer til Facebook eller Instagram. Vægrer sig i en grad, så nogen sågar helt at undgå at skrive den, i forestillingen af, at den kan skræmme nogen væk.
Ikke engang kommunikationsfolk med ansvaret for annoncerne på sociale medier kan undsige sig, at tekstforfatteri er et speciale – vel at mærke et de ikke fordybede sig i under uddannelsen. Strategisk kommunikation trækker ofte mere, og så får jeg fortalt, at der generelt er meget lidt fokus på salgstekster på kommunikationsuddannelser (om nogen fokus overhovedet?).
Uanset om man er iværksætter eller kom-type, så når man erkendelsen af, at prisen jo skal være der i teksten. På hjemmesiden. Brochuren – eller annoncen på Facebook. Men så starter hovedbruddet…
“Hvad nu, hvis for mange læsere af teksten, synes det lyder dyrt?”
Jeg får ofte spørgsmålet: ”Hvad kan jeg skrive i stedet, når det virker lidt mærkeligt at skrive kun næsten hver gang?”
Grebet jeg selv benytter, kalder jeg placér din pris ved siden af en elefant. Jeg ved ikke, om den måde at sige det på er min egen, eller nogen engang har forklaret mig det med elefanten som billedsprog. Når jeg googler ”Price Elephant” ender jeg i en meget suspekt søgning, og finder at man rent faktisk godt kan købe elefanter. Hvis du er interesseret, så skal du til Indien.
Du skal ikke bruge en rigtig elefant.
Det er en snak om perspektiv.
Din pris bliver mindre.
Hvis du holder den op mod noget stort.
Til den her del af din tekst har du brug for en lille forberedende analyse. Du skal spørge dig selv, hvad det koster at lade være med at købe. Du skal undersøge, om andre mennesker løser problemet på en langt dyrere måde. Tænk efter om folk går og fråser et kæmpe beløb på noget næsten tilsvarende – eller bedre endnu fråser et stort beløb på noget luksus der kan undværes.
Du er på jagt efter elefanter at stille ved siden af din pris.
Spot elefanterne i den her måde at skrive salgsteksten på:
Vil du købe lektiehjælp til dit 10-årige barn?
Danske forældre bruger ifølge Danmarks Statistik omtrent
9 millioner kroner på et barn i dets leveår fra 0 til 18 år. Du køber tøj, du transporterer og i teenageårene skal der køres nogle trillebør-fulde mængder mad til køleskabet for at holde den gode stemning. Ud af de 9 millioner kroner, som du bruger på at gøre dit barn til et lykkeligt menneske, skal du finde 1.200 kroner til lektiehjælp. For den investering gør du barnet mere læsestærk på præcis det afgørende tidspunkt i den faglige udvikling. En investering der i øvrigt kan være forskel på om dit barn ender med en månedsløn som uddannet bachelor på Kr. 30.000 – 40.000 eller som ufaglært på Kr. 18.000 – 25.000.
Med brug af mine metoder får barnet ikke kun to timers træning. Du og dit barn får rakt metoder, som I kan fortsætte med at bruge i måneder efter seancen. I får min eBog og mit sæt med øvelser, som er nok til at træne videre en time om ugen i 8 uger. De 8 timer skal jeg ikke have penge for, og bogen er ikke som andre bøger en sag du skal hente til 299,- i Bog&Idé. Du får den med som bonus.
Hvis I som mor og far kan se, at det er vigtigt at investere i barnet på den rigtige måde. Hvis I kan spare et enkelt sæt (af de dyre) sko, den ekstra golfkølle (som man kun får chippet med 9 gange inden den bliver sat på loftet), og skære hveranden café-kaffe af budgettet det næste stykke tid – så står jeg klar med lektiehjælp. Husk at bedsteforældre nemt kan finde på at købe gaver til barnet, der er dyrere end de behøver. Så hvis i mangler de sidste 4 hundredekronesedler, så sig til bedstemor at en PlayStation ikke behøver komme med tre ekstra spil. Man kan godt nøjes med et til at starte på. De overskydende penge kan investeres i barnebarnets boglighed.
… de tydeligste elefanter (perspektiv) er markeret med fed i teksten.
Lær copywriting hos Bigum&Co
Den her måde at arbejde med tekster på er et indstik i vores kursus i Copywriting. Det koster DKK 8.600 ex moms for to dage, og din chef vil blive glad for at høre, at du arbejder med firmaets tekster, mens du er på kursus. Dvs. din chef mister dig ikke i to arbejdsdage – det er at betragte, som at du arbejder udefra.
I øvrigt på tekster der er afgørende for;
ekstra salg, ekstra henvendelser… ekstra omsætning.
Se mere her >>