7. januar 2020

Få styr på E mail marketing nu

E mail marketing

E mail marketing er fortsat den kanal, som bringer flest konverteringer, selvom de sociale medier har åbnet for nye muligheder for markedsføring. Derfor bringer vi dig her nogle gode råd til at optimere e mail marketing.

Fængende emnelinje

Den mængde af mails, som en bruger modtager, er steget markant med årene. Det resulterer derfor i, at mange potentielle kunder slet ikke åbner din mail. Derfor skal du først og fremmest have dem til at åbne din mail.

Det gør du ved at kreere en fængende emnelinje, som har til formål at fremme en potentiel kundes interesse og få dem til at åbne lige netop din mail frem for de andre. Men hvordan skriver man så lige en fængende emnelinje?

Først og fremmest vil vi fraråde dig udelukkende at benytte store bogstaver, som mange erhvervsdrivende ellers finder ideelt at gøre i en emnelinje. Som tidligere nævnt, modtager en potentiel bruger et hav af mails. Det inkluderer også en række spam-mails. Disse spam-mails benytter som oftest udelukkende store bogstaver i emnelinjen. Så for at undgå, at ens e mail marketing ligner spam, bør man holde fingrene fra caps-lock.

De magiske tal

For at skabe en fængende emnelinje, kan man med fordel inkorporere tal i teksten. Det reagerer potentielle kunder godt på. Man kan enten skrive “3 nødvendige items til ferien”, “7 gode råd til en bedre nattesøvn”, med mere.

Når vi allerede taler om tal, kan det også være relevant at inddrage tidsbegrænsning eller procenter i emnelinjen. Det kan være “Spar 20 % kun i dag” eller “Kun 24 timer tilbage”. På denne måde kan man også friste brugeren til at åbne mailen med det samme.

Det rette indhold

Det kan godt være, at du med e mail marketing tænker på, ikke at belemre dine kunder mere end højst nødvendigt med unødige mails, men sådan skal du ikke tænke. Man kan tillade sig at sende flere mails, end man lige tror.

Hvis det er en stor frygt at irritere sine kunder væk med et overload af mails, kan man altid holde øje med Google Analytics. Her kan man se effekten af mails, hvor man så kan se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.

Når det er sagt, skal du heller ikke bombardere de potentielle kunder med irrelevante e mails; det handler om at finde en god balance med sin e mail marketing. En god balance er ikke udelukkende at sende mails, når det drejer sig om gode tilbud.

Som erhvervsdrivende kan man med fordel sende mails ud af og til, som ikke vedrører tilbud. Det kan være mails, som vedrører et bestemt emne, som der er vist interesse for. Det viser den potentielle kunde, at man som erhvervsdrivende har sat sig ned og brugt tid på at formulere en mail uden henblik på at sælge, men blot for at informere kunden.

Brug tid på indholdet

Med e mail marketing er det vigtigt at have in mente, at en e mail ikke er noget, man lige hurtigt sætter sig ned og skriver. En potentiel kunde kan godt spotte, om der er lagt tid i en mail, eller om den blot hurtigt er skrevet og sendt afsted.

Derfor anbefaler vi, at man sætter god tid af til at skrive mailen, men også til at læse korrektur på denne. En mail plaget af taste-, stave- og kommafejl er ikke rar at læse. Det kan altså påvirke den potentielle kunde negativt, hvorfor god tid til korrekturlæsning er vigtigt.

Er man ikke en haj til det danske sprog, kan man eventuelt få en anden til at læse korrektur på sine mails. Man kan også læse mailen igennem først med henblik på kommafejl, så med henblik på nutids-r, med mere. Så man har et fokus af gangen, hvilket vil gøre teksten nemmere at rette.

Visuelle effekter i mailen?

Når det kommer til e mail marketing, er der både nogle, der taler for og taler imod at bringe visuelle elementer ind i sin mail. Med visuelle elementer mener vi billeder, GIF’s, farvet tekst, emojis med mere. 

Først og fremmest er det vigtigt at have in mente, at mange danskere åbner deres mails fra smartphonen. Derfor skal billederne ikke være for store, da det tager for lang tid at loade. Derudover er en smartphone-skærm mindre, hvorfor man yderligere skal indtænke skærmstørrelse, når man opsætter sin mail med visuelle elementer.

Nogle erhvervsdrivende opnår god effekt af at bringe visuelle elementer ind i deres mails, hvor det har en negativ effekt for andre erhvervsdrivende. Derfor er det noget, man kan prøve af på sin målgruppe, mens man holder øje med effekten i Google Analytics. Hermed kan man følge med i, hvilken effekt det har ved lige netop de potentielle kunder, som man forsøger at ramme.

Vær synlig!

For at skabe troværdighed for potentielle kunder med sin e mail marketing, bør man som erhvervsdrivende være synlig i sine mails. Det er et punkt, som mange misser. Med synlighed mener vi, at man med fordel kan afslutte mailen med et navn fra en fra virksomheden. 

Det behøver ikke være et faktisk navn, men blot et navn, som giver gode konnotationer. Faktisk skaber forskellige navne forskellige grader af troværdighed, hvorfor man med fordel kan afprøve forskellige navne. Dermed kan man følge med i Google Analytics, hvilket navn/navne man bør benytte fremadrettet.

Det samme navn i mailen, kan også med fordel være afsender af selve mailen. Mange erhvervsdrivende sender mails fra virksomhedens mail, altså med navnet på forretningen. Nogle erhvervsdrivende har set en fordel i at sende mail med en persons navn i afsenderfeltet frem for virksomhedens navn, hvilket har øget troværdigheden for de potentielle kunder.

Kvalitets-mails

Ud fra ovenstående har vi forsøgt at bringe gode råd til, hvordan man skaber en god kvalitets-mail. Men hvem skal denne mail så sendes til? Her skal man nemlig også indtænke kvalitet over kvantitet.

Først og fremmest skal man have tilmeldinger til sit nyhedsbrev. Jævnfør den nye markedsføringslov skal man have samtykke til at sende nyhedsbrev til potentielle kunder. Derfor bør de klart og tydeligt informeres om, at når de indtaster deres mail, så giver de samtykke til at modtage markedsføringsmateriale.

Derudover skal man ikke bare have mails fra alle og enhver. Så hellere få færre kvalitets-mails end at få mail-adressen på mange personer, som ingen intentioner har om overhovedet at åbne fremtidige mails.

Segmentering er vejen frem

Når man har muligheden for at segmentere som med e mail marketing, er det dumt at lade være. Jævnfør ovenstående bør man fokusere på kvalitets-mails. Det er også relevant i forhold til segmentering. Der er ingen grund til at markedsføre babylegetøj til en single fyr, som eksempel.

Derfor bør man tage udgangspunkt i en potentiel kundes adfærd. Først og fremmest kan man undersøge, hvilken adfærd der gjorde, at de netop tilmeldte sig nyhedsbrevet. Derudover bør man segmentere i forhold til køn, alder og andre givne oplysninger.

Der er ingen grund til at sende samme mails til alle, da de forskellige brugere helt sikkert ligger forskelligt i forhold til køn, alder, interesser, med mere. Derfor skal man fokusere på at sende de rigtige mails med de rigtige tilbud til de rette personer.

E mail marketing ud fra kundens adfærd

Hvis en kunde fylder produkter i indkøbskurven på shoppen, men vælger at lukke siden ned, før han/hun færdiggør købet, kan man med fordel sende en mail. I denne mail kan der være et link til indkøbskurven, hvor varerne er placeret, så kunden får muligheden for at vende tilbage til sin efterladte indkøbskurv med et enkelt klik.

Det behøver ikke kun være produkter, som allerede var placeret i indkøbskurven, hvis nu kunden ikke kom længere end til at kigge på produkter. Man kan fortsat benytte den data, som hjemmesiden har om kundens adfærd til e mail marketing.

I tilfælde hvor kunden endnu ikke har placeret varer i kurven, er kunden ikke så langt i processen endnu, hvorfor han/hun med fordel kunne have brug for et lille skub. Derfor kan man med fordel sende mails med netop det produkt, som kunden kiggede på – eller flere produkter fra en kategori, som kunden viste interesse for.

Køb gennemført. Hvad nu?

Når kunden har foretaget et køb, bør man under sin e mail marketing, have udarbejdet en automatisk mail, som kunden modtager umiddelbart efter købet. Det er noget, som mange erhvervsdrivende benytter sig flittigt af – og med rette. Få derfor en automatisk “tak for køb”-mail til at sende, så snart brugeren har foretaget et køb.

Når kunden har foretaget et køb, er der stor chance for, at han/hun vender tilbage. Kan man derfor se fra sin web-data, at han/hun efter noget tid igen viser interesse for et bestemt produkt eller kategori, kan man med fordel belønne denne adfærd.

Det vil sige, at man kan sende den tilbagevendende kunde en mail med en ‘bonus’, som tak for det sidste køb. Det kan være en rabatkode, som kunden skal bruge inden et bestemt tidsrum, hvorfor han/hun igen bliver fristet til at købe fra lige netop din shop.

Google Analytics – et godt hjælpemiddel

Nu har vi efterhånden nævnt Google Analytics et par gange, så nu vil vi lige slå fast en gang for alle, at det er et rigtig godt hjælpemiddel, når man arbejder med e mail marketing, såvel som generel digital markedsføring i det hele taget. 

Google Analytics bringer dig muligheden for at følge med i alle aspekter af din markedsføring. Dermed kan man prøve forskellige måder at markedsføre på af og få et klart overblik over, hvad som fungerer, og hvad der ikke gør.

Vores bedste råd til e mail marketing er derfor at holde øje med de målbare resultater, som digital markedsføring bringer muligheden for. Dermed har man hele tiden muligheden for at optimere ud fra kundernes seneste adfærd, hvilket er til fordel for dig som erhvervsdrivende, såvel som kunden, der får målrettet og personlige henvendelser med markedsføring.