26. november 2018

Gik du glip af Influencer Day d. 2. oktober 2018?

2. oktober 2018 afholdte vi Influencer Day her hos Bigum&Co. Både bureauverdenen, industrien og influencerne selv var repræsenteret. Øv, det ville jeg da godt have været med til, tænker du måske (selvfølgelig gør du det!). Men vi har en lille trøstepræmie i form af dette blogindlæg. Her får du nemlig 5 skarpe og brugbare råd fra vores oplægsholdere til, hvordan du arbejder der med Influencer Marketing!

Ovre ved croissanterne og kaffen summede det af water cooler snak mens de sidste deltagere blev budt velkommen og fik deres skilte i ankomsthallen.

Da klokken blev ni blev de omkring 100 fremmødte ledt ind i salen, klar til en hel dag med influencer marketing. Vi havde inviteret David Ledstrup fra Marvelous, Peter Svejgaard fra Spies Rejser, agent og konsulent Elisa Lykke, skuespillerne Julie Ølgaard, Laura Christensen og Neel Rønholt fra Nipskanalen og YouTuber Rasmus Brohave til at holde oplæg.

Til at kæde dagen sammen var social media ekspert og partner i Bigum&Co, Thomas Bigum. Du kan se programmet for dagen her.

Thomas Bigum byder velkommen til Influencer Day 2018

5 skarpe og brugbare råd

Vi spoler frem og koger suppe på de i alt 5 oplæg fra dagen. Vi lovede dig jo lige 5 skarpe og brugbare råd fra vores oplægsholdere, og de kommer her:

”Man behøver ikke kun tænke vloggere med mange følgere, når man tænker influencers” – David Ledstrup, Marvelous

”Det uperfekte giver identifikation. De influencers der tør være sig selv og ikke kun vise det perfekte, er dem, der kommer langt, for dem kan man spejle sig i som seer.” – Elisa Lykke, selvstændig agent

“Mange følgere er ikke nødvendigvis lig med indflydelse” – Peter Svejgaard, Spies

“Find på noget [content], som er oppe i tiden og brug lang tid på at finde en influencer, som passer til målgruppen.” Rasmus Brohave, youtuber og influencer

“Vi valgte at udgive på YouTube, fordi vi på den måde selv kunne bestemme 100% over indholdet. Vi ville ikke have nogen redaktør eller kanal inde over.” – Laura Christensen, skuespiller fra Nipskanalen og influencer

Skuespillerne Julie Ølgaard, Neel Rønholt og Laura Christensen fra Nipskanalen

Albums på Instagram kan få dig højere op i newsfeedet

Imellem oplæggene serverer Thomas Bigum nogle velanrettede brugbare guldkorn om de seneste tendenser og features på Instagram. Han fremhæver bl.a. om muligheden for at lave albums, som er med til at få dine følgere til at bruge mere tid på dine billeder og som følge deraf blive ranket bedre af algoritmen. Albums kan fx kan bruges som en sjov gimmick med mulighed for før/efter billeder eller andre kreative påfund.

En anden måde at kreere albums på, er at lave et wide screen foto og derefter dele det op i tre. Du kan se Thomas’ eksempel fra dagen her.

Balance mellem sponseret og ikke sponseret indhold

Efter oplæggene blev ballet åbnet for paneldebat med spørgsmål fra salen. Én af de ting, der bliver diskuteret rigtig meget, er hvordan man som influencer finder den rette balance mellem sponseret og ikke sponseret indhold. Rasmus Brohave siger, at det er noget han tænker utroligt meget over.

“Jeg taber værdi som brand, hvis jeg siger ja til at reklamere for alt for meget.”– Rasmus Brohave

Dagens paneldebat er igang. Fra venstre: Thomas Bigum, Peter Svejgaard, David Ledstrup, Elise Lykke, Laura Christensen, Reel Rønholt, Julie Ølgaard og Rasmus Brohave

Derfor siger han også tit nej til store brands og kontrakter, hvis han ikke synes, at brandet passer til ham, og hvis han ikke synes, han kan lave noget godt indhold i samarbejde med det brand. Og han siger aldrig ja til et brand, hvis han ikke selv kunne finde på at købe produktet.

Pigerne fra Nipskanalen er enig med Rasmus Brohave. Julie Ølgaard fortæller, at de for ikke så lang tid siden fik et meget stort tilbud fra et brand om et samarbejde, som de valgte at sige nej til, da de ikke synes, at brandet passede til Nipskanalens brand og værdier. Det er vigtigt for dem, at der er en rød tråd i alt, hvad Nipskanalen laver. De skal stå 100% inde for et brand og et produkt, før de siger ja til et samarbejde.

Skal man slippe tøjlerne fuldstændigt eller blot løsne dem?

Et andet emne, der bliver berørt i debatten er udviklingen af Influencer Marketing. Pigerne fra Nipskanalen fortæller, at der er sket en voldsom udvikling på feltet.

“Før i tiden kunne man få lov til at låne tøj til premierer, så kunne man få tøjet, og i dag får man penge for at gå med tøjet.” – Neel Rønholt

Det samme oplever David Ledstrup, der fortæller, at flere og flere virksomheder efterspørger samarbejder med influencers. Når de bruger influencers i kampagner for virksomheder, tilbyder de i højere grad projektstyring og hjælp til at finde den rette influencer end hjælp til det kreative. Det bør man overlade til influencerne, da det er dem, der kender deres følgere, mener David Ledstrup.

Dog synes han, at man som bureau bør have en smule indflydelse på det content, som influenceren laver, for at sikre sig, at det passer til virksomhedens brand.

Her mener Peter Svejgaard derimod, at man bør give influencerne fuldstændig kreativ frihed og mere følge op undervejs i kampagnen. Debatten og dagen afsluttes med et stående bifald fra salen til oplægsholderne.

Dagens dygtige oplægsholdere, der berigerede os med brugbar viden om Influencer Marketing. Fra venstre: Elise Lykke, Peter Svejgaard, David Ledstrup, Elise Lykke, Laura Christensen, Reel Rønholt, Julie Ølgaard og Rasmus Brohave. Foran dagens tovholder, Thomas Bigum.

Vi fangede nogle fra salen bagefter, for at høre deres point of view. Én af deltagerne er Karin Castens, der er guldsmed, smykkedesigner og ejer af castens.com. Vi har spurgt hende, hvad der var den vigtigste pointe, hun gik hjem med og hvad, der overraskede hende mest på dagen:

Jeg havde hovedet fuldt af tanker og idéer efter dagen! Jeg er en lille guldsmed, der laver håndlavede smykker, så det er afgørende, at jeg får fat i den rigtige målgruppe, og det kunne være fedt, hvis jeg kunne bruge influencers til det. Det der overraskede mig mest er, at det er så dyrt at bruge influencers! Jeg tror, jeg skal gå efter nogle mikro-influencers i stedet.” Karin Castens, ejer af castens.com og @castensjewellery på Instagram

Vi snakkede også med Thomas Gajhede, Online Marketing Specialist fra bureauet gotcha.dk og spurgte, hvad han synes, var den vigtigste pointe, og hvad der overraskede ham mest på dagen:

”Nu sidder jeg selv i bureau, så det var rigtig interessant at høre fra Elisa Lykke (som agent) og influenterne omkring hvordan det perfekte samarbejde vil se ud. Derudover synes jeg diskussionen i paneldebatten om influenternes frihed til en evt. kampagne var spændende, da David Ledstrup mente, man skulle have en lille snor i influenten, hvorimod Peter Svejgaard fra Spies mente, man skulle give dem meget fri snor, men i stedet lave en løbende opfølgning på influenten. Jeg blev allermest (positivt) overrasket over line-up’et! – alle performede og der var intet at klage over. Stående klapsalve herfra.”Thomas Gajhede, Online Marketing Specialist fra bureauet gotcha.dk og @Gotcha på Instagram

Vi håber, alle der mødte op fik nogle brugbare værktøjer og noget inspiration til, hvordan man kan arbejde videre med Influencer Marketing. Hvis du vil blive klogere på Influencer Marketing generelt, så har vi skrevet lidt om, det vi hos Bigum&Co ser som tendenserne anno 2018 her!

Hvis du vil læse flere af oplægsholdernes pointer, så kan se tweets fra dagen her og billeder fra Instagram her.

Influencer Day er Bigum&Cos andet event i en række af events. Første event blev afholdt d. 22. marts 2018 og handlede om annoncer på sociale medier. Du kan se billeder på instagram fra eventet, Social Ads Day, her!