21. februar 2020

Det skal du vide om markedsføring på Facebook

Markedsføring på Facebook

Går du og overvejer, om markedsføring på Facebook er noget for dig? Så vil vi herunder give dig et overblik over, hvad markedsføring på Facebook er – og hvad det kan.

Hvorfor er markedsføring på Facebook godt?

Facebook har et rigtigt godt indblik i sine brugeres interesser og adfærd. Derfor er det et ideelt medie at markedsføre igennem, da man har mulighed for at målrette sin markedsføring til lige den målgruppe, man ønsker.

Facebook benytter enhver aktivitet på det digitale medie til at opbygge et kendskab til brugerne, som annoncørerne kan målrette deres annoncering ud fra. Det gælder blandt andet hvilke sider, brugerne synes godt om, hvad brugerne deler – og hvordan brugerne ellers interagerer med sider, profiler og mediet generelt. 

Hvis du vil ramme alle, rammer du ingen

Der er mange, der har målet med sin markedsføring på Facebook, at de gerne vil ramme så mange som muligt. Men hvis du sigter efter at ramme alle med din annoncering, så rammer du ingen. Det er groft sagt, men vi mener blot, at prøver du at tilpasse din annoncering mange forskellige målgrupper, vil de ikke reagere lige så positivt, som hvis du målretter din annonce til en specifik målgruppe.

Det handler om at finde en god balance, når man definerer sin målgruppe. Som du kan forstå ud fra ovenstående, kan det være en ulempe at lave målgruppen for bred. På den anden side kan det også være en ulempe at udarbejde en for snæver målgruppe, da man ikke når ud til særligt mange.


Så på den ene side kan en for snæver målgruppe medføre for lille en effekt, fordi annonceringen simpelthen ikke bliver vist til nok brugere, og på den anden side kan en bred defineret målgruppe risikere at ramme brugere, der ikke er relevante for din annoncering – og så vil effekten i forhold til pris heller ikke stemme.

Gode råd

Når du giver dig i kast med markedsføring på Facebook, er det vigtigt at tænke på blikfang. Du har meget kort tid til at fange brugernes opmærksomhed. Brugeren scroller hurtigt gennem sit feed, og derfor skal du sørge for at fange hendes opmærksomhed med det samme.

Det er en god idé at arbejde på det visuelle for at fange brugerens opmærksom. Det kan man gøre ved at inddrage emojis i sin annoncetekst. Derudover har annoncebillede/videoen betydning for, om brugeren stopper op for at interagere. Her fungerer lyse billeder klart bedst; det er bevist, at brugere har større tendens til at interagere med lyse billeder end mørke billeder.

Derudover er det en god idé at indsætte link i din annoncetekst, selvom brugerne kan tilgå din hjemmeside gennem billedannoncen. Det er forskelligt, hvad brugerne foretrækker at trykke på og derfor kan et link øge din chance for, at brugeren trykker sig videre fra annoncen som hensigten er.

Velkendte Facebook-fejl

Når man afprøver forskellige måder at annoncere på, finder man ud af, hvad der virker og hvad der ikke gør. Man kommer sikkert til at lave fejl – fejl som mange andre annoncører med markedsføring på Facebook også begår.

En af de typiske fejl er, at annoncører glemmer at sætte sig i målgruppens sted, når de udarbejder annoncer. De har for meget fokus på dem selv som afsender. Det er vigtigt at sætte sig i modtagerens sted, da det er modtageren som aktivt til- og fravælger, hvad de vil se på i deres feed.

Det er derfor vigtigt at lave en målgruppeanalyse, så man kan udarbejde annoncen til målgruppens ønsker og behov. Fokuser på, hvad de har brug for, lyst til, hvad interesserer de sig for, hvad er de bange for, hvordan de skaber tryghed, med mere. Fokuser på de punkter, hvor dit produkt/services kan komme målgruppen til gode.

Udover at annoncører af og til glemmer at sætte sig i målgruppens sted, så er en velkendt fejl, at annoncørerne udarbejder annoncer som ligner annoncer. Når det kommer til markedsføring på Facebook, er de bedste annoncer nemlig dem, som ikke ligner annoncer. Igen nævner vi, at brugerne jo aktivt kan til- og fravælge, hvad de ønsker at kigge på – sætter man sig i deres sted, vil man godt kunne forstå, at de aktivt fravælger tydelige annoncer.

Muligheder for segmentering

Vi har tidligere slået fast, at målgruppen hverken skal gøres for bred eller for snæver. Derfor vil vi give dig et overblik over forskellige segmenteringsmuligheder, som du kan nå din målgruppe ud fra.

Man kan segmentere ud fra følgende:

  • Demografi
  • Lokation
  • Interesser
  • Adfærd

Med markedsføring på Facebook er det altså muligt at målrette annoncer til brugere ud fra bestemte krav om køn, alder, geografisk placering, hobby, med mere.

Den sidstnævnte kategori ‘adfærd’ dækker over brugernes adfærd på det sociale medie, herunder blandt andet brugernes tendens til at interagere med annoncer.

Skab din egen målgruppe

Udover at du kan segmentere ud fra forskellige kriterier, har du også muligheden for at skabe brugerdefinerede målgrupper. Det kan man blandt andet gøre ud fra websitetrafik, hvilket dog kræver, at man installerer Facebook Pixel.

Når først Pixel er installeret, vil man kunne definere målgrupper ud fra forskellige kriterier vedrørende websitetrafik. Det kan blandt andet være brugere, der har besøgt bestemte sider af ens hjemmeside. Her kan det være en fordel at annoncere til disse brugere med produkter fra netop de sider, som brugeren allerede har vist interesse for.

Retargeting

Man kalder det “Retargeting”, når man følger brugeren rundt på tværs af kanaler, som eksempelvis ved markedsføring på Facebook for et produkt, brugeren har vist interesse for på en hjemmeside. Det kan man, hvis man har Facebook Pixel installeret.

Det Facebook Pixel gør, er at tracke al aktivitet på hjemmesiden. Brugernes aktivitet på hjemmesiden videregives til Facebook, som dermed bringer muligheden for at definere målgrupper ud fra brugernes aktivitet på hjemmesiden.

Man har muligheden for at indtaste den præcise URL til en bestemt side på sin hjemmeside. Så målretter man annoncering præcis de brugere, som har besøgt lige netop den angivne URL. Man har også mulighed for at indtaste dele af URL’en eller nøgleord som ‘kjoler’, ‘nederdel’, osv. Det giver muligheden for at målrette brugere, der har besøgt bestemte sider af hjemmesiden – evt. for at samle dem i samme målgruppe.

Man kan yderligere definere ud fra forskellige parametre og gøre sin definition af sin målgruppe mere avanceret. Man kan eksempelvis målrette brugere, der har besøgt bestemt URL flere gange i en bestemt tidsperiode. 

Man kan også målrette brugere, der har foretaget et køb i en bestemt periode, brugere der har lagt en vare i kurven uden at konvertere, brugere der har besøgt hjemmesiden fra henholdsvis smartphone og desktop – og meget, meget mere. 

Ekskluder målgrupper

Udover at markedsføring på Facebook bringer muligheden for meget præcist at definere sin målgruppe, har man også muligheden for at udelukke bestemte definerede målgrupper.

Det kan være en god idé at benytte sig af muligheden for at ekskludere bestemte målgrupper. Eksempelvis er der ingen grund til at annoncere til brugere, som allerede har foretaget konverteringen, som annoncen har som målsætning.

Det kan man for eksempel gøre ved at ekskludere alle brugere, som har været på URL’en, der skriver: “Tak for dit køb”. På denne måde undgår man i hvert fald, at disse brugere, der har konverteret, ikke unødigt udsættes for annoncen igen og igen.

Budget

Før du giver dig i kast med markedsføring på Facebook, bør du have udarbejdet en strategi ligesom med enhver anden form for markedsføring. En strategi dækker over forskellige elementer, blandt andet den økonomiske del. 

Når det kommer til markedsføring på Facebook, bestemmer man som udgangspunkt selv, hvor meget man ønsker at budgettere med. Det kan være en fordel at starte i de små, mens man løbende holder øje med effekten. Herfra kan man så sætte flere penge af til annoncering, man ved virker.

Facebook Budget er altså et værktøj til prisstyring. Det er det beløb, man er villig til at betale for sin annonce – nærmere det man er villig til at betale for den rette målsætning for sin annonce til den bestemte målgruppe. Det er nemlig dette, vi mener med, at man som udgangspunkt selv bestemmer, hvor mange penge man ønsker at bruge til markedsføring på Facebook. Når det er sagt, så har forskellige målsætninger og forskellige målgrupper forskellige priser alt efter popularitet.

Man skal vælge mellem to budgetter: 

  • Dagligt budget
  • Livstidsbudget

Vælger man ‘dagligt budget’, fastsætter man det gennemsnitlige beløb, man vil bruge på annoncen per dag. Vælger man ‘livstidsbudget’, angiver man i stedet det beløb, man ønsker at bruge over hele annoncens ‘levetid’.

Derudover kan man yderligere vælge, hvordan Facebook skal bruge budgettet:

  • Standard levering
  • Accelereret levering

Ved den første mulighed bruger Facebook budgettet jævnt, og ved anden mulighed bruger Facebook budgettet hurtigst muligt. Man skal dog være varsom med anden mulighed, da daglige budgetter meget hurtigt kan opbruges.

Facebook belønner gode annoncer

Det er ikke kun en fordel for dig, at brugerne synes, dine annoncer er gode. Facebook belønner de “gode” annoncer. Når brugerne aktivt interagerer med dine annoncer, sender det et signal til Facebook om, at dine annoncer er gode og relevante for målgruppen.

Facebook vil nemlig gerne have, at brugerne bruger så meget tid som muligt på det digitale medie. Det kan dine gode annoncer bidrage til, hvis brugerne stopper op for at interagere med annoncerne. Facebook vurderer annoncens relevans ud fra en relevansscore, som kan medføre, at man kan få vist sin annonce til flere for færre penge.