11. november 2019

Derfor er metatekst vigtig!

Metatekst

Metateksten er det ‘pitch’, som skal friste brugerne til at klikke sig ind på en bestemt hjemmeside. Derfor er det vigtigt at bruge tid på metateksten, da den er afgørende for antal besøgende.

Hvad er metatekst?

Metateksten er det korte snippet, som ses under titlen i Googles søgeresultater. Udfylder man ikke selv metateksten, så vil Google blot tage de første par linjer af indholdet og bruge det som metatekst.

I stedet for at lade Google bestemme metateksten, bør man selv udfylde den. Dermed kan man præge metateksten som man ønsker, så den passer til målgruppens søgehensigt. Dermed kan man få brugerne til at vælge lige netop ens hjemmeside på baggrund af en god metatekst.

Hvad kan en metatekst?

En metatekst har ikke nogen direkte indflydelse på Googles rangering af søgeresultater. Men skriver man en god metatekst, som opfylder formålet om at få flere brugere ind på ens hjemmeside, så sender man et signal til Google om, at ens side har relevans for søgningen.

Metateksten er i kombination med titlen det førstehåndsindtryk, som man giver brugeren. Metateksten bør prioriteres for hver eneste side på hjemmesiden. Den samme metatekst må ikke forekomme flere gange, da det tæller som duplikeret indhold.

Den gode metatekst

En god metatekst giver brugeren en grund til at klikke sig ind på siden frem for at vælge en af de andre resultater. Derfor skal man med sin metatekst tease for indholdet på sin hjemmeside, så det stemmer overens med målgruppens søgehensigt.

Man kan i sin metatekst stille et spørgsmål med ordene: “Søger du efter…”, hvilket man ud fra brugerens søgehensigt ved, at hun gør. Man kan også indsætte en CTA i sin metatekst. CTA står for “Call to action”, hvor man opfordrer til en bestemt adfærd.

En CTA i en metatekst kan være “Se video her”, “Læs mere her”, “Køb nu”, eller lignende. Denne type formuleringer opfordrer brugeren til at handle ud fra metateksten.