27. august 2020

Postkort fra en tidligere kursist: “Kæmp med næb og kløer for din strategi”

“Online er tæt på det fedeste univers, jeg kender,” lyder det fra Heidi Andersen, der er digital marketing manager i Loyalitet og Online i Dagrofa – en af landets største dagligvarekoncerner. Til hverdag er hun teamleder for produktionsafdelingen, der eksekverer på MENY, SPAR og Min Købmands digitale kanaler såsom Facebooksider, nyhedsmails, loyalitetsprogrammer og hjemmesider. 

Gennem de sidste fem år har hun og Dagrofa sammen været på en digital rejse. Da Heidi startede blev hun en del af en helt nystartet afdeling med bare to ansatte. 

“Der var ikke noget, der hed Facebook i Dagrofa, da jeg startede for fem år siden. Indimellem sendte man et nyhedsbrev typisk med en overskrift, hvor datoen var anført samt en tekst a la ”Ugens nyheder. Det var sådan man gjorde dengang, selvom det kun er fem år siden.”

Men det er der lavet om på i dag, hvor den digitale strategi bliver prioriteret og afdelingen har vokset sig til 10 mand stor. 

“Vi har bevist, at den digitale vej, er den rigtige vej at gå,” siger Heidi Andersen.

Data er nøglen

For Heidi Andersen er det fede ved at arbejde digitalt, at det er dataorienteret. Hun elsker at sætte ting i gang ud fra en tese og senere følge tallene. 

“Tidligere var det ikke målbart på samme måde. Der var bare en mavefornemmelse. I dag er der ikke så meget at diskutere, for man kan altid kigge på tallene, og de kan sige noget mere konkret,” siger Heidi Andersen.

Den analoge del forsvinder dog nok ikke lige foreløbigt fra detailbranchen. Og tilbudsaviserne er også en vigtig del, slår Heidi Andersen fast. Men stille og roligt skal alle med på den digitale rejse, og det vil Heidi Andersen med glæde hjælpe med. For det gælder ifølge Heidi Andersen om, at være åben og lære af hinanden. Så kommer man længst. 

TRE GODE RÅD

“Vær åben overfor for dem, der er foran dig på den digitale rejse, og lad dem lære dig, hvad de har erfaret. Giv din viden videre til kolleger. I Dagrofa har vi #stærkeresammen – og det virker.”

 “Vær skarp på KPI’er for kampagner, så du ved hvilke data, du skal lede efter for at optimere. Brug data til at udvikle og optimere. Det giver mening.”

“Skriv ikke kun en digital strategi for at få opgaven “krydset af”. Kæmp med næb og kløer for at få gennemført det meste i din strategi, men husk, at have alle interessenter med i udviklingen af strategien, så alle er klar på rejsen, der venter forude”

Og lige et ekstra guldkorn:

“Opsøg viden i dit netværk om digitale kanaler, meld dig ind i grupper og brug sparring til de udfordringer, du støder på. Det har jeg brugt, og det har været en kæmpe hjælp til at blive klogere på digitale kanaler. Og tag på et seminar af og til, den digitale verden skifter lige så tit som solen står op.”