26. oktober 2020

Postkort fra en tidligere kursist: “Vær aldrig bange for at hjælpe andre – heller ikke konkurrenten”

“Jeg har ikke fortrudt det et sekund”. 

Sådan siger 41-årige Malene Yding om sin beslutning om at springe ud som selvstændig på fuld tid. I januar 2020 gik Malene Yding fra at være at være pressekoordinator hos bolighuset F&H of Scandinavia til at give den gas på fuld tid i sin egen virksomhed, som hun de seneste år har bygget op ved siden af sit fuldtidsjob. 

“Det var en gammel drøm om at være selvstændig, som jeg nu ønskede og turde at realisere. Det giver en enorm drivkraft, at jeg er mit eget brand nu,” siger hun. 

Fornyet inspiration og energi

Malene Yding arbejder med samt underviser i PR og digital marketing. Hun har arbejdet inden for PR og marketing i tyve år og har mange uddannelser og kurser bag sig, men hun er ikke i tvivl om, at kurset hos Bigum&Co er dét, der har rykket hende mest. 

“Jeg fik et kæmpe boost. Inden kurset var jeg ved at skifte spor flere gange, men kurset gav fornyet inspiration og energi. Det var som om, at det hele pludselig gav ny mening for mig,” fortæller Malene Yding, der også nu selv har fået modet til at undervise. 

Og netop det at undervise kursister, er noget af det Malene Yding elsker allermest ved sit job i dag. 

“Det har jeg altid drømt om. Jeg kan mærke, at jeg inspirerer og engagerer kursisterne. Og så får jeg også selv energi og idéer af at være ude blandt kursister. Det giver så meget mening for mig.”

Sætte sig i kundernes sted

Når Malene Yding ikke underviser, hjælper hun sine kunder med SoMe, e-mail marketing og SEO. Hun gør en dyd ud af at bruge data til at vise, at det hun gør virker. 

“Det er fedt at arbejde digitalt, fordi det er målbart. Jeg kan bevise, at det jeg laver skaber resultater.”

Malene lægger desuden vægt på, at det efter hendes opfattelse ikke kræver mange år på universitet at blive god til marketing. 

“Det handler ikke om at have en ph.d. Det handler om at sætte sig i kundernes sted. Det er helt banalt,” siger hun. 

Malene Yding taler uden at tøve – og selv gennem telefonrøret kan man fornemme, hvordan hun brænder igennem som selvstændig. 

“Jeg er virkelig landet på den rette hylde,” bekræfter Malene Yding. 

TRE GODE RÅD: 

“Du skal turde at miste fodfæste og sige ja til de chancer, du får.”

“Aldrig hvil på laurbærene. Du skal blive ved med at dygtiggøre dig selv og gøre dig umage. Det gælder uanset, om du er ansat, eller du er dit eget brand.”

“Skab forbindelser. Du skal aldrig være bange for at give andre en hånd eller dele ud af din viden. Heller ikke dine konkurrenter. For eksempel har jeg sammen med Susanne Østergaard udviklet fire små kurser for iværksættere, som vi udbyder via den fællesskabte platform www.marketinghelp.dk. Vi har begge været på kursus hos Bigum&Co og har egne kunder i samme lokalområde, så egentlig er vi konkurrenter, men nu har vi sammen skabt noget fedt og har generelt stor glæde af hinanden”.