12. juli 2016

Sådan gør du din side synlig, selvom du ikke er teknisk anlagt

synlighedmedblogging

Synlighed online handler om meget mere end gode overskrifter. Det er heller ikke nok med rappe statusopdateringer eller søde kattekillinger. Næ, der skal mere til. Noget der slet ikke handler om dig – men dine læsere.

Jeg er lige rundet 46 år. Det har jeg det egentlig fint med.

Lige bortset fra dét med øjnene…

Du ved hvad jeg taler om hvis du selv er medio fyrre.

Jeg har sunde og raske øjne. Det sagde optikeren under synsprøven.

Jamen, for h… da. Hvorfor kan jeg så ikke læse noget som helst medmindre det står en meter væk? Det er da frustrerende!

Synlighed handler ikke kun om at blive set, men også om at kunne se.

Det er sådan, at alle mennesker med tiden, vil miste evnen til at fokusere på nært hold. Det er lige så naturligt som at få grå hår.

Mit hår er væk. Det har jeg klippet af. Jeg bruger det ikke til noget. Men øjenene – dem bruger jeg. Derfor har jeg bestilt et par briller.

Det er ikke noget jeg er alene om. Ifølge en undersøgelse lavet af Synoptik og YouGov, bruger 70 % af alle danskere hjælp til at se.

2,9 millioner danskere bruger briller eller kontaktlinser. Undersøgelsen viser også at mange midaldrende danskere venter med at få briller. Der går altså rigtig mange rundt ud i det ganske land, som intet kan læse på nært hold.

Og hvad så? – tænker du måske.

Men det bør du ikke være ligeglad med. Lad mig afsløre hvorfor…

Folk klikker på tilbageknappen i deres browser hvis de ikke kan læse hvad du skriver.

 

Skriftstørrelse 12 er for lille – den er irriterende

En bog læser vi på cirka 30 cm afstand. Den har meget tekst på en side og meget lange afsnit. Skriftstørrelsen er ofte kun 10. Men det er ikke noget problem med et normalt syn.

Hvis du har briller, så tager du dem på og sætter dig ned for at læse bogen. Gerne i selskab med kop varm te eller kaffe. Der skal hygges.

I skolen lærte vi at bruge skriftstørrelse 12 i alle vores opgaver. Det er også fint, men…

… på computeren er det: håbløst.

Hvorfor? – fordi vi læser en computerskærm på større afstand end vi læser en bog. De fleste vil have nemmere ved at læse skriftstørrelse 16 eller 18 på en computer.

Et endnu vigtigere faktum er:

60 – 92 % går online via mobiltelefonen. – Medieudviklingen 2015 af DR Medieforskning

Tror du det er nemt at læse skriftstørrelse 12 på en mobiltelefon? Nej, dét er det ikke.

Og det bliver ikke nemmere, hvis man har svært ved at se.

Jamen Erik, de kan jo bare tage deres briller på, – siger du.

Ja, men det gør de ikke. De prikker på tilbageknappen i browseren og finder noget andet at læse. Det er meget nemmere end at finde brillerne frem.

Overraskende steder folk læser på mobilen

Husk på at op til 92 % går online via mobiltelefonen. De sætter sig ikke ned i en blød stol med en kop kaffe for at læse på mobilen. De går online der hvor de er:

  • i køen i supermarkedet.
  • i bilen, mens de holder i kø og piller næse med venstre hånd.
  • på toilettet.
  • når de venter på bussen eller toget.
  • når de keder sig på en dårlig date.

Tror du virkelig at folk tager brillerne frem medmindre de går med dem hele tiden? Nix – det gør de ikke. Og de mennesker får ikke dit budskab fordi du skriver for småt.

Hjælp dine læsere

Der er flere måde at hjælpe dine læsere på. I første omgang må du gøre det nemt for dem at læse dit budskab.

Der er to ting du må forstå og to ting du skal gøre:

  1. Forstå at ansvaret for synlighed ligger hos dig. Hvis du vil sprede et budskab, så er det dit ansvar at gøre det synligt.
  2. Forstå at det ikke handler om dig – men om dine læsere. Selvfølgelig har du nogle egoistiske grunde for at gøre hvad du gør, men de er uinteressante for dine læsere. Kend dine læsere og sæt dig i deres sted. Hvad er synlighed for dem?

To ting du skal gøre:

Dette er ikke valgfrit (medmindre du er ligeglad med synlighed).

Du skal sikre dig at dit budskab kan læses på alle enheder. Hvor som helst, når som helst. Og du skal sørge for at alle kan læse dit budskab.

1. Gør din hjemmeside mobile responsive

Det er irriterende at læse en side på mobilen, som ikke er mobile responsive. Din side skal være nem at læse og navigere på, selvom den bliver vist på en mobil enhed. Synlighed er vigtig.

Når en side ikke er mobile responsive er læseren nødt til at forstørre teksten, men så kan siden ikke være på skærmen. For at læse hvad der står må læseren flytte siden frem og tilbage med sin finger. Det er enormt besværligt.

Du mister læsere, kunder og troværdighed. Din side er ikke professionel.

Når du gør din side mobile responsive, bliver den nemmere at navigere på. Læseren har nemt ved at få overblikket – også selvom hun bruger læsebriller.

2. Skriv med stor skriftstørrelse

Din side skal bruge størrelse 16 eller 18 for at være nem at læse. Lad være med at bruge mindre skrift.

Jeg ved godt at 12 har været standard siden Microsoft udgav den første officepakke. Men dengang var der ikke noget hed Internet (ok – det var der, men det var ikke almindeligt kendt).

Størrelse 16 er fin at læse på både skærm og mobile enheder. Den virker afslappende – behagelig. Næsten som at synke ned i en blød lænestol i et veltilpas suk.

Kom nu. Ændr din skriftstørrelse og gør dine læsere glade.

Jeg har også fortalt Thomas og Bigum&Co – de skal rubbe neglene.

Hvis du ikke ved hvordan, så har jeg lavet en guide der kan hjælpe dig: Skriftstørrelse – sæt den til 16, eller mist kunder.