2. juni 2016

‘Udebanen’ bliver føjet til – strategi på sociale medier

Det er 2012.

Jeg sidder på Café Y ved Nørreport, og en stemme i røret siger ”Kan du forklare, hvad Instagram er?”.

Det følte jeg som værende en af de første danskere på platformen godt, at jeg kunne, så i de efterfølgende minutter afgiver jeg det første af i alt 8 enslignende interviews den eftermiddag og aften.

Facebook har lige købt Instagram for en milliard dollar.

Strategi på sociale medier

Vi slap historien om strategi på sociale medier, der hvor proaktivt og reaktivt var blevet de to aspekter i strategiarbejdet.

Det kan du læse om i indlægget: Er der en metode til at lave strategi på sociale medier, Bigum?

Facebook køber Instagram for en milliard dollar!

Det er Christian Venderbys rubrik i Børsen, og det var breaking news i min (og din) branche. Særligt fordi Instagram var lille, ukendt og upåagtet – og fordi beløbet var uhørt stort.

I den efterfølgende tid blev interessen for det, der reelt set bare var en foto-app, større og større. Med opkøbet har Facebook sådan set selv stået for meget af interessen.

Det er lige før, at det kunne have gået på nøjagtig samme måde, hvis de havde købt en anden lignende platform. Nye brugere (og omtalen) var på mange måder selvskabt.

  • Henover sommeren er Instagram blevet interessant (og stort) nok til, at der er efterspørgsel på viden om at indtage platformen som virksomhed. Et kursus bliver stablet på benene.
  • Jeg tørner ud for HUSET Markedsføring, og på skolebænken sidder store virksomheder som Tivoli, Baresso, Jyske Bank og Ole Lynggaard smykker.

Aften før kurset havde jeg under min forberedelse undersøgt om nogle af deltagerne allerede var på Instagram. Det var de ikke. Men det var ikke sådan, at der ikke lå billeder af deres produkter.

Det gjorde der.

I massevis.

Det skulle jeg på en eller anden måde angribe i undervisningen. Altså det faktum, at man kan være på Instagram – uden at være Instagram, netop fordi brugerne har lagt billederne på platformen.

Det skulle jeg bruge et begreb til. En måde at arbejde strategisk med, og her blev 2-delingen Hjemmebane vs Udebane skabt.

Eksempel

Hjemmebanen er således defineret ved at være ”den man selv styrer”. Man har en fordel af, at man kan bestemme hvilke historier, der skal lægges på. Endvidere kan man bortvise publikummer, der gør noget uønsket.

Udebanen er så det modsatte. Du er der, men du har ikke længere fordel af at kunne styre showet som administrator. Heller ikke slette noget, og slet ikke bortvise nogen, da det er virksomheden, der er gæsten nu.

Nu var der fire aspekter til strategiarbejdet.

  • Proaktivt
  • Reaktivt
  • Hjemmebane
  • Udebane

Det er så blevet indholdet i den online workshop, som jeg har lanceret.

Her kan du gennem en serie videoer få afdækket alle aspekterne, og samle dit arbejde til en gennemarbejdet og nedfældet strategi. Den færdige strategi kan være i til eget brug, til fremlægning for kollegaer – eller måske til godkendelse i direktion eller bestyrelse.

Kender du en, der sidder i en større organisation i afdelingen, der har ansvar for strategi på sociale medier, så del indlægget her med vedkommende.

Læs mere om: Online Workshop – Strategi på sociale medier >>