4. januar 2022

Ung iværksætter: “Kurset er den bedste investering nogensinde”

30-årige Troels Johansson er ikke et sekund i tvivl. Han var ikke havnet der, hvor han er i dag, hvis han ikke havde besluttet sig for at videreuddanne sig inden for digital markedsføring.

Han havde en solid baggrund som markedsføringsøkonom samt en overbygning i innovation og iværksætteri. Men han undrede sig over, at han ikke havde haft mere end en enkelt lektion om online markedsføring i løbet af sin studietid. 

“Jeg syntes det var håbløst, når vi kunne se, at det var fremtiden,” siger Troels Johansson der i dag er medejer og CMO i den hurtigt voksende virksomhed WoodUpp, som har specialiseret sig i stilrene akustikpaneler.

Den dengang 24-årige nyuddannede lånte 25.000 kroner af sin far. Han købte et seks ugers kursus i digital markedsføring og brugte sommerferien på at tilegne sig nye kompetencer.

“Kurset er den bedste investering, jeg nogensinde har lavet. Jeg vil bytte hele min uddannelse for de seks uger. Det var en kæmpe øjenåbner for mig.”

Bump på vejen

I dag er Troels Johansson ansvarlig for hele marketing-paletten i WoodUpp. Men vejen dertil var ikke uden bump på vejen. Men han har lært noget af hvert et bump. 

“Efter kurset startede jeg en webshop med plankeborde. Jeg var motiveret og glædede mig til at afprøve al min nye viden fra kurset. Jeg fandt ud af, at jeg var mega god til at få bordene solgt ved hjælp af digital markedsføring, men jeg var ikke god til at gennemskue økonomien i det større billede, så jeg endte alligevel med at tabe penge, siger den unge iværksætter og fortsætter:

“Det blev aldrig en succes. Jeg lukkede virksomheden og flyttede hjem til min mor som 26-årig. Med mig havde jeg en gæld på 150.000 kr.”

Det var ikke sjovt, men Troels Johansson fortryder ikke. Han blev klogere på, hvad det kræver at drive en virksomhed samt hvilke styrker og svagheder, han selv har. 

Her fire år senere er Troels Johansson igen selvstændig. Nu med stor succes. Efter et par år, hvor han arbejdede med marketing for forskellige virksomheder ringede hans svoger Mads Vesterby og spurgte, om han ikke havde lyst til at blive en del af WoodUpp. 

Læs også: Sarah løb ind i mur som færdiguddannet: Sådan landede hun drømmejobbet

Vild vækstrejse

WoodUpp startede som et skoleprojekt, men virksomheden tog pludselig fart, og Mads Vesterby havde brug for flere hænder og kompetencer. 

“Jeg sagde “ja” på én betingelse. Jeg ville ikke have noget med økonomi at gøre,” siger Troels Johansson. 

Og sådan gik det. Troels Johansson blev medejer og siden har virksomheden været ude på en vild vækstrejse. I dag har WoodUpp 15 fuldtidsansatte på hovedkontoret i Ribe og derudover afdelinger i USA, England, Holland og Tyskland, mens de sælger til hele Europa via webshoppen. 

Det er de samme grundprincipper som Troels Johansson lærte for seks år siden på kurset, der bruges i dag. 

“Grundprincipperne er de samme. Det er fedt, at det er så skalerbart. Uanset om man har et marketing-budget på 10.000 kr. eller 100.000 kr., så er det de samme principper,” siger Troels Johansson, der har været med til at vækste forretningen udelukkende med digital markedsføring. 

Tre gode råd fra Troels Johansson

  • Vær nysgerrig. Hvis du er den første til at afprøve nye funktioner og marketing kanaler, så får du first-mover fordele, der som regel tjener sig hjem mange gange. 
  • Vær personlig i din markedsføring. Brug dig selv som frontperson. Folk handler med mennesker – ikke virksomheder. Relationsbaseret marketing lærte jeg om hos  Bigum&Co. Det har virkelig gjort en kæmpe forskel i vores forretning. 
  • Fokuser på det, du er god til, og få andre til at tage sig af det, som du ikke er god til. I min første virksomhed var jeg god til marketing, men jeg var ikke god til økonomi-delen, så jeg måtte lukke. I WoodUpp arbejder jeg kun med marketing, og det har gjort, at vi kunne rykke fremad hurtigt. 

Læs også: Sådan gik Bente fra SOSU-hjælper til content creator