30. marts 2020

Sådan fungerer Google annoncering

Google annoncering – hvordan fungerer det?

Har du en virksomhed, er det en stor fordel at markedsføre denne digitalt. Det skaber mere synlighed, og det vil tiltrække flere potentielle kunder. Da de fleste danskere i dag foretager søgninger på mobilen og computeren frem for at finde frem til et givent produkt fysisk, er det derfor en god idé at være repræsenteret på de digitale platforme.

Annoncering på de digitale medier

Der er forskellige digitale platforme at annoncere på, som hver har deres fordele.

Det kan være svært at finde ud af, hvilken digital platform man skal annoncere på – eller om man skal kombinere flere. Derfor bør man lave en markedsanalyse.

En sådan markedsanalyse skal gerne dække over eksisterende konkurrenter samt målgruppen, man vil ramme. Dermed kan man finde ud af, hvilke digitale platforme som kan være en fordel for ens virksomhed og produkter at annoncere på.

Annoncering på Google

Hver digital platform bringer også forskellige måder at annoncere på; vi vil herunder beskæftige os med Google annoncering, hvilket kaldes for Google Ads.

Google er den mest brugte søgemaskine i Danmark, hvorfor Google annoncering er en oplagt mulighed. For enhver søgning bringer Google et hav af resultater. Du kan sikkert selv nikke genkendende til, at du nærmest aldrig scroller om på side 2. De fleste søgninger medfører i hvert fald, at brugeren finder, hvad de søgte allerede på side 1.

Derfor er efterspørgslen på den eftertragtede side 1 meget stor, når det kommer til Google annoncering. Resultaterne på Google deles op i 2, netop betalte og organiske resultater. Der er dog ikke den store synlige forskel, udover at betalte resultater er markeret med et lille ‘annonce’-felt.

Ønsker man at rangere højt i de organiske resultater, så skal man arbejde med søgemaskineoptimering. Ønsker man i stedet at få en annonceplads i de betalte resultater, skal man arbejde med Google Ads.

Google Ads – hvad er det?

Google Ads dækker over alt det betalte gennem Google annoncering. Når man taler om Google Ads, er det som oftest annoncering i Google Search, man tænker på. Denne type annoncering forekommer netop i Googles søgemaskine. Det vil sige, at når der foretages en søgning, så vil annoncerne dukke op, som de første resultater.

Der er maksimalt plads til 4 annoncer for enhver søgning, inden Google bringer de organiske resultater. Som du nok kan regne ud, er der derfor kamp om disse annoncepladser.

Hvad koster Google annoncering?

Google Ads er et PPC-annoncemedie. Det vil sige, at annoncerne betales per klik; PPC står nemlig for Pay Per Click. For enhver søgning, hvor man bliver vist, vil man kun betale for dem, som trykker sig ind på ens hjemmeside.

Som tidligere nævnt er der kamp om annoncepladserne, hvorfor vi her vil klarlægge, hvordan man får fat på sådan en plads.

Annoncepladserne skal man vinde på en auktion. Normalt forbinder man en traditionel auktion med et stort auktionslokale fyldt med budgivere, som skiftevis byder indtil den givne genstand sælges til højestbydende.

Det foregår selvfølgelig ikke sådan hver eneste gang, der foretages en søgning. I stedet for har man forinden, da man oprettede sin annonce, afgivet sit maksimale bud per klikpris. Det er derfor en meget hurtig auktion, som ikke minder det store om den traditionelle auktion.

Faktisk er buddet ikke den eneste faktor, som spiller ind i kampen om en af annoncepladserne. Udover buddet, så bedømmer Google ud fra to parametre, som hedder Quality Score og Ad Rank. Det er derfor en lidt utraditionel form for auktion, da man ikke kan vide sig sikker på en annonceplads, blot fordi man er højestbydende.

Annoncering gennem Google Search er som nævnt det, man oftest forbinder med Google annoncering. Man kan dog også annoncere med Google Ads gennem bl.a. Google Display, som er på andre hjemmesider, foruden annoncering på Youtube, som også er ejet af Google. Der er derfor nok muligheder at gribe fat i.