17. september 2015

“Det sætter sig i gardinerne”, sagde Asger

Jeg skal i radioen med en afrikaner der lugter.

“Det sætter sig i gardinerne”, sige Asger til mig i telefonen.

Asger er journalist og radiovært.

På taleradioen 24/7.

Hjemme hos ham bor en hjemløs, der hedder Kingsley.

Kingsley er fra Afrika, og har boet på Asgers sofa, siden den dag Asger spurgte ham på gaden, om han havde brug for hjælp.

“Det er en vild historie. Han er rejst hertil som flygtning. Med menneskesmuglere.
Jeg er bare ved, at være træt af at have ham boende. Han lugter.”

Jeg sidder i går eftermiddags med telefonrøret klæbet til øret. Måbende, og i venteposition på at høre, præcis hvor jeg kommer ind i historien.

Asgers stemme kan jeg kende fra radioen. Han laver fede programmer. Det er tit, de har omvendt vinkel af normen. F.eks forsvarede han hende, som blev landskendt for at klage over manglende gevinst på dyresamlekort i Bilka.

Asger vil sende en bådflygtning fra Europa til Afrika

“Jeg har spurgt Kingsley om han ikke hellere vil hjem til Afrika end at være hjemløs her i Danmark. Det vil han godt. Men kun med budget til at overleve. Derfor vil jeg starte en indsamlingskampagne, og her kommer du ind i billedet.”

Jeg begynder at se omridset af en forklaring på, hvad jeg laver i Asgers telefonrør.
“Kan du give gode råd om at indsamle penge via sociale medier?”

Det har jeg prøvet før. Så jeg giver tilsagn til interview.

“Vi laver det i morgen”, siger Asger.
“Kingsley er der også.”

Jeg svarer, “ok. 3 mand i et studie lyder som en date. Også selvom den ene lugter.” Jeg griner den sidste sætning ud. Det er bare et signal fra mig om, at jeg ikke har taget den del mere højtideligt end komikken i det.

Asgers sidste ord (i alvorlig tone) bliver;

“Det gør han. Jeg mener det.
Men vi ses 10.30!”