14. september 2020

Postkort fra en tidligere kursist: “Gør det, du har lyst til”

Du kan ikke altid have en plan for din fremtid – og det skal du heller ikke have, mener marketing manager hos Coloplast Mie Nete Petersen. 

Det var tilfældigheder, der førte hende ind i medicinalverdenen. Hun har altid fulgt sit hjerte og gjort det hun havde lyst til. Det, der føltes rigtigt. Og det har ført hende til det job, som hun elsker. 

“Jeg har altid syntes, marketing var fedt at arbejde med. Det kombinerer forretningsforståelse og den menneskelige forståelse.”

Og interessen startede allerede, da hun som 17-årig startede på Niels Brock på en handelsuddannelse, hvor hun havde marketing på højniveau i alle årene. 

“Selvom jeg ikke nødvendigvis kunne alt, var jeg selvsikker i netop marketing, og jeg vidste nærmest, at det var noget jeg ville komme til at arbejde med i fremtiden. Det var sjovt.”

Blev hængende

Som 21-årig startede Mie Nete Petersen som studentermedhjælper hos Novo Nordisk. Hun ville gerne have et studiejob i en global virksomhed, men kom ikke ind med en kæmpestor viden om medicinalverdenen. 

“Det var tilfældigt. Men så blev jeg hængende. Først var jeg en række år i HR og dernæst kom jeg videre til marketing, som altid har fascineret mig.”

Og selvom det var tilfældigheder, der førte Mie Nete Petersen ind i medicinalverdenen, vil hun ikke bytte den for noget andet i dag. 

“Det er en industri, hvor jeg gør en forskel for kunderne. Det giver en ekstra portion engagement hver dag.”

Vejen skal være sjov

Som marketing manager i Coloplast står Mie Nete Petersen og hendes team for globale kampagner, globale brandstrategier og udvikling af brandet, men udover det er Mie Nete Petersen også ansvarlig for at udvikle og guide, hvordan Coloplast skal måle data på kampagner og marketing aktiviteter i deres database.

“Der er aldrig to dage, der er ens, og der er et højt tempo. Det er fedt. Og så elsker jeg at planlægge workshops og events, da det giver en social relation til det, man laver og de personer, man arbejder med og for,” siger Mie Nete Petersen.

Med sine blot 29 år har Mie Nete Petersen nået meget. Men der har aldrig været en langsigtet plan. Til gengæld har der været masser af lyst, energi og gåpåmod. 

“Jeg har erfaret, at man ikke altid kan lægge en langsigtet plan for sin fremtid. Man skal gøre det, der giver energi og det, man har lyst til. For selvom du lægger en nøje plan for, hvordan du eksempelvis vil være leder i en stor virksomhed om fem år, så er det ikke sikkert, det går sådan. For hvis vejen til at blive leder ikke siger dig noget, så fører den med al sandsynlighed ikke til målet.”

TRE GODE RÅD 

“Hvis du synes noget er spændende og giver dig energi, så skal du gøre det. Også selvom det ikke passer ind i den forkromede plan, du muligvis har lagt for dig selv.”

“Det er aldrig for sent at gøre noget ved det, du drømmer om. Du kan altid træffe nye valg.”

“Du er altid kun så god som din sidste præstation. Det lyder hårdt, men man skal blive ved med at arbejde for tingene og vise sit engagement.”