2. januar 2023
Vi søger med lys & lygte – eller rettere; vi tiltrækker med fyrtårn og røgsignal

På vores +10-årige rejse har vi ad et par omgange prøvet at søge nye medarbejdere. De gange har det ikke båret den samme frugt, som når vi har tiltrukket nye medarbejdere – og der er altså en lille forskel på de to indstillinger til rekruttering. Lad mig uddybe.
Hvorfor søger I ikke?
Vi tror ikke, at vores næste kandidater til en stilling på Team Bigum&Co gemmer sig.
Snarere tværtimod. Vi tror heller ikke, at vores næste kandidat befinder sig et sted, hvor der er så mørkt, at vi skal armere os med NEFA-lygter i hænderne + lamper i panden, og så gå dybt ind i de ukendte huler kaldet branchen for performance marketing i Danmark.
Vores DNA er gennem undervisernes naturlige rolle bygget på at være synlig i en (eller flere) forstand.
Det er muligt, at vores næste kandidat aldrig nogensinde selv har bygget følgerskare på at sige kloge ting på nettet – men i kraft af, at vi søger undervisere, så ville det være mærkeligt, hvis ikke vedkommende var god forenden af et mødebord med kollegaer eller kunder. Dvs. synlig i den forstand, at have gjort indtryk med sin evne at forklare og præsentere fagligt stof.
Derfor tiltrækker vi
Vi tror mest på, at vores næste underviser allerede kan se os.
Hvis vedkommende ikke lige kigger vores vej, så er der en kollega eller ven, der kan prikke på skulderen, og hviske: Hey? Har du set at Bigum&Co sender røgsignaler?
.. og her er, hvad vi søger
Underviser til Paid Social
I et fagteam ledet af mig, Thomas Bigum, søger vi en underviser til paid social. Vi har både lange og korte kurser, og særligt på de lange forløb skal vi arbejde sammen om indholdet på de flere dage, der er i programmet om sociale medier. Ingen af vores undervisere forventes at kunne det hele inden for digital markedsføring, men undervisningen skal hænge sammen, når der går en ny underviser på scenen. Det er derfor, vi har fagteams.
Hvis du har ambitioner i enten den ene eller den anden retning ovenpå kerneopgaven “at kunne undervise i Meta’s produkter”, så er vi et ideelt sted. Det kunne være ambitioner om at gå videre fra kursuslokale til foredragsscener. Eller såkaldt fagfaglige ambitioner om at kunne mestre flere underdiscipliner inden for digital markedsføring.
Når vi i Bigum&Co taler om at være faglig dygtig – så handler det om skills inden for undervisning.
De emner vi underviser i, dem kalder man det fagfaglige.
Vi kan hjælpe din karriere i begge retninger.
Personligt vil jeg blive kisteglad for at lære fra mig inden for alt jeg har erfaret gennem mere end ti år som foredragsholder.
Læs stillingsopslaget her: https://bigum.co/job-underviser-social/
Underviser til Google Ads
Vi søger også en underviser til det vi betegner som paid search. Her er Google så dominerende, at det reelt er begrænset hertil. Men det betyder ikke, at man ikke kan tilføje andet til sit fagfaglige spektrum.
Som det fremgår af opslaget er der en åbenlys sammenhæng til SEO, så det nærmest er besynderligt ikke også at se nærmere på det fagfaglige i SEO. Er du der ikke endnu, så er der allerede tre undervisere i huset, som kan bistå dig i din faglige udvikling.
Læs stillingsopslaget her: https://bigum.co/job-underviser-search/
De fleste mener faglig udvikling er en del af et spændende arbejdsliv
Gældende for begge opslag vil jeg bede dig besøge tanken om, hvor du selv ser din fremtidige faglige udvikling. Altså se en stund bort fra de to stillingsopslag, men bare hele temaet for din karriere og specifikt din faglige udvikling.
Lad så de tanker krydse med, at man ved hvor meget formidling gør for formidlerens egen udvikling.
Man bliver simpelthen let et offer for faglige kvantespring, hvis man tager sin nuværende ekspertise, og pålægger sig selv udfordringen at skulle forklare andre, det man ved.
Og lige her kan det måske være dig?
Dig, der godt ved, at du fagfagligt er dygtig til annoncering, men måske indtil nu kun har spekuleret i, om der findes danske virksomheder med ekstra spændende produkter, der kunne skabe din faglige udvikling. Eller måske tænker du, at det er mere ansvar, der skal give dig den udvikling.
Besøg så tanken om ikke det er formidling, der er din vej til faglige udvikling.
Er du i tvivl, så søg stillingen. Næste fase er en dialog, hvor vi i ansættelsesudvalget hjælper dig med at tydeliggøre, om du har færten af det helt rigtige for dig.
Vent. Der er mer’
Vores søstervirksomhed søger faktisk også:
Senior Paid Search specialist og underviser
Bigum&Co deler adresse og snart CVR-nummer med konsulenterne for 1260 A/S. Det giver et idéelt miljø af fagnørderi kommende fra både konsulentsiden og undervisersiden. Hvis du ser dig selv, som en kandidat med langt mere tyngde i eksekveringen, som kunne tænke sig en lille smule undervisning ved siden af – Måske for at tilføje noget variation – eller af den førnævnte grund ‘faglig udvikling’ – så ansæg af denne vej.
Forretningen vokser, så vi forventer at ansætte samlet tre personer.
Du kan ikke søge den forkerte stilling, for ansættelserne foregår parallelt, og vi bøjer besætningen af stillingerne efter indkomne kandidaters profil og ambitioner.
Læs stillingsopslaget her: https://thehub.io/jobs/6385bfb3bb2cfaa92b02bdce